Oplevelser i Vejgaard
*** Denne side er under opbygning ***
Vejgaard rummer alt fra gode, store grønne områder, legepladser, bymidtekvarteret, indkøbsmuligheder til gammeldags værtshuse. Brug kortet nedenfor til at blive inspireret.
Følg også Vejgaard i små fotoglimt på Facebook
Café Frederiksberg
Café Frederiksberg har eksisteret siden 1900, og er dermed Aalborgs ældste værtshus på samme beliggenhed – men også Aalborgs største værtshus. Et værtshus der fra første åbningsdag for over 100 år siden, altid har været et sted, hvor også “pæne” folk har kunnet tillade sig at gæste.
Kært barn har mange navne, og Café Frederiksberg blev før i tiden kaldt for “Bergen” eller “Berg” – nu om dage er det mest navnet “Frede” som gæsterne ynder at bruge.
Café Frederiksberg er fyldt med nostalgiske minder fra alle årene, men også med mange utrolig flotte og spændende dekorationer fra især England. Èt af de historiske minder er bl.a. en flaskepost fra en tidligere tjener. Flaskeposten gemte sig under gulvbrædderne i 70 år, og blev fundet i forbindelse med en renovering.
Vejgaard Hallen
Vejgaard Hallen blev indviet i 1962 og ligger midt i Vejgaard centrum. Hallen har over 500 siddepladser fordelt på 4 lokaler.
Tilbage i november 1967 gæstede Eric Clapton Vejgaard Hallen.
Vejgaard Apotek
Vejgaard Apotek begyndte i 1924 på hjørnet af Hadsundvej og Møllevej, og i dag har Spar Nord, Vejgaard afd. overtaget bygningen.
Kinografen
Vejgaard biograf, “Kinografen” opstod også i 1924 på Hadsundvej 18, og i bygningen er der nu tøjforretning
Signalbakken
Signalbakken byder på en smuk udsigt over Aalborg i forskellige retninger. På bakken ligger gravhøjene, Hvilehøj og Signalhøj. Signalhøj er den højeste med sine 52m. Ud fra udgravninger, kan man se at der boede mennesker i yngre stenalder på stedet.
Navnet Signalbakken stammer fra, at der i den sidste halvdel af 1800-tallet var en signalmast, hvorfra københavnerskibets ankomst blev signaleret ind til Aalborg. Signalbakken er den sidste rest af vidtstrakte hede- og overdrevsarealer, som tidligere voksede rundt om Aalborg.
Signalbakken blev fredet i 1969 og siden 2009 har Vejgård Plejelaug stået for vedligeholdelsen af Signalbakken i samarbejde med Vejgård samråd, Danmarks Naturfredningsforening og Aalborg Kommune.
Vejgaard Kirke
Vejgård Kirke, beliggende i den østlige del af Aalborg. Kirken hører under Aalborg Stift. Vejgård Kirke, der blev indviet i 1904 er opført i gotisk stil og tegnet af arkitekt Kristoffer Nyrup Varming. Fire år efter indvielsen blev altertavlen udført af maleren Axel Hou anbragt.
I 1940 ændredes kirkerummet, idet en alterskranke i smedejern blev monteret, gulvet i koret blev hævet og ligeledes altertavlen, hvilket betød, at man måtte blænde mosaikvinduet over altertavlen. Ved en senere bygningsændring blev der bygget endnu et sideskib, gulvet blev ført tilbage til oprindeligt niveau, alterbord flyttet helt til væg, så man igen kunne åbne mosaikvinduet i østvæggen.
Sohnårdsholm Slot
Sohngårdsholm er en herregård der tidligere gik under navnet Filsted Ladegaard. Den hørte oprindeligt under Kronen og fungerede som ladegaard under Aalborghus Slot. Den nuværende hovedbygning blev tilføjet og bygget i 1886 af de to kompagnoner O. P. Momme og L. F. Olesen, der sammen viste sig at være særdeles produktive.
Johan Sohn overtog gården som følge af et ejerskifte i 1678 og søgte kgl. bevilling til at gården måtte omdøbes til Sohngaardsholm. Johan Sohns kiste stod indtil 1995 sammen med andre kister i gravkælderen under kapellet i Nørre Tranders Kirke. I dag er der opsat en mindesten på kirkegården til ære for Sohn-slægten.
Sohnårdsholmparken
Ikke langt fra Aalborg centrum finder du Sohngårdsholmparken – en 6,2 hektar stor bypark anlagt i 1960 omkring Sohngårdsholm slot. I parken findes bl.a. en af Danmarks største samlinger af paradisæbletræer.
I dag er Sohngårdsholmparken kendt for den unikke frugtoase midt i storbyens betonjungle, hvor specielt de æbleinteresserede i Paradisæblesamlingen kan kombinere historie og afslapning. Da træerne blev plantet i 1984, var der omkring 300 æbletræer med mere end 120 sorter af prydæbler, primært paradisæbler. I 2007 blev der imidlertid udtyndet kraftigt i bestanden, så der det følgende år ‘kun’ var ca. 150 tilbage.
Golfparken
Golfparken ligger tæt på Aalborg centrum og er et stort grønt område midt i Aalborg by. I Golfparken finder du en golfbane med 6 huller, der er særligt egnet til ældre golfentusiaster med golflysten intakt.
I den vestlige del af parken, ligger en venskabsbyskov, som blev plantet i 1995 af deltagerne ved ungdomslegene og gæster fra kommunens venskabsbyer.
I parken findes også et observatorie som rummer landets største offentligt tilgængelige linsekikkert. Den blev bygget i 1988 og rummer astronomen Laplau Jansens stjernekikkert fra 1914.
Planetstien
Planetstien, muligvis inspireret af Laplau Jensens stjernekikkert begynder tæt ved observatoriet motionsstien Planetstien.
På ruten står planeter på granitsøjler plantet og anskueliggør de virkelige indbyrdes afstande mellem og størrelser på de kendte planeter i solsystemet. I den sydlige ende af parken er der træningspavilloner og en legeplads der med både solplads og plutoring ligeledes kan være inspireret af stjernekiggeriet.
Fristedet – Farmen
I 1993 blev Fri-Stedets Farm indviet. Farmen er beliggende på Kollegievej 10, ca. 500 m fra klubben på Thulevej.
Er man medlem på Fri-Stedet, er man både medlem af klubben på Thulevej og Farmen på Kollegievej.
Farmen er en oase i naturskønne omgivelser. Her handler det om dyr og natur og vi har kaniner og islandske heste.
Østre Kirkegård
Kort efter befrielsen i 1945 stod det klart, at kirkegården i Vejgaard ikke fortsat kunne betjene den hastigt voksende befolkning i området, hvorfor man søgte efter et passende sted til endnu en kirkegård.
Da Nr.Tranders Kommune i 1950 bliver indlemmet under Aalborg Købstad finder Aalborg Kommune et passende areal.
Østre Kirkegård blev indviet i 1959.
Kapel & Krematorium
Kapel og krematorium er tegnet af arkitekt Logan Nørgaard og blev taget i brug i 1969. Bygningen er opført i rødt tegl.
Nye miljøkrav medførte, at der i 1996 blev opført en tilbygning med et nyt krematorium, kontor og modtagelsesrum.
Stauder kvarterer
I 2015 blev der indviet nye staudekvarterer for urnegravsteder på Østre Kirkegård.
Der er etableret blomstrende forsommerbede, sensommerbede og skovbundsbede.
Vejgaard Bymidte
På et areal på størrelse med tre parcelhusgrunde blev der i 1982/1983 bygget 39 boliger, hvoraf hovedparten er rækkehuse, mens nogle få er ejerlejligheder.
Bymidten er ikke et bofællesskab i traditionel forstand, men der er dog en række forhold, som peger i den retning. Der er f.eks. et fælleshus, hvor der holdes fællesspisning, fællesarrangementer, generalforsamlinger osv.
Ejerlauget har en bestyrelse, som tager sig af den daglige drift på baggrund af generalforsamlingens beslutninger. Større arbejdsopgaver klares i fællesskab igennem et par årlige arbejdsdage. Desuden tildeles alle beboere en fast arbejdsopgave af bestyrelsen. De fleste af disse opgaver er organiseret i et udvalg: Et festudvalg, et grønt udvalg og et værkstedsudvalg.
Da Vejgård Bymidte blev bygget i starten af 1980’erne, strømmede det til med folk, som ville se, hvordan det var lykkedes at bygge en gammel fabrik om til en række spændende boliger. Det myldrede med arkitekter, fotografer og almindeligt nysgerrige fra hele landet.
I 1984 blev bebyggelsen præmieret som ”Godt og smukt byggeri” af Aalborg Kommune, og i mange år var en rundvisning i Bymidten fast punkt på programmet, når kommunen skulle vises frem.
Nøgleordene i bebyggelsen er “mangfoldighed” og “fælles præg”. Mangfoldigheden er ikke svær at få øje på. Det fælles præg kommer bl.a. fra et gennemgående valg af materialer og farveskala, men også udformningen af en række detaljer er med til at knytte bebyggelsen sammen.
Det er vigtigt for Bymidten at bevare både mangfoldigheden og det fælles præg. Derfor er der lavet en særlig lokalplan kun vores bebyggelse. Planen skal bl.a. sikre, at bebyggelsens oprindelige helhedspræg med hensyn til materialer og farver bevares.
Vejgård Bymidte har samlet en række gode råd og retningslinjer for vedligeholdelse af vores bebyggelse i en pjece – “Pas godt på Bymidten” – som alle beboere i Bymidten får tildelt ved indflytning.
Bakkegårdshaverne
Bakkegårdshaverne er en lille bynær kolonihaveforening. Læs mere her: https://kolonihave.nu/index.php/find-en-kolonihave/region-nordjylland/item/bakkegardshaverne-h-f
Oasen
Oasen er Vejgaards lille, lidt overset park i bymidten. Parken ligger roligt og velplejet hen, og er et oplagt sted til en lille picnic.
Vejgaard bibliotek
Vejgaard bibliotek er centralt beliggende i Vejgaard på Hadsundvej. Biblioteket ligger i stueplan, hvor der er rig mulighed for at låne bøger, spil og blade. Biblioteket har også en fin børneafdeling samt IT-område.
Ovenpå biblioteket er der en række mødelokaler, som forskellige foreninger kan leje sig ind i specifikke tidsrum – Den gamle byrådssal er én af dem.
Læs mere her: https://www.aalborgbibliotekerne.dk/bibliotek/vejgaard
Manden med de tre hoveder
Skulpturen blev opsat i 1985 af Aalborg kommune og lavet af en af DKs nulevende største kunstnere professor Bjørn Nørgaard. Bjørn Nørgaard har bl.a. også lavet Gobeliner for dronningen. Han blev verdenskendt i en ung alder for en hesteslagning som protest mod Vietnam krigen (hans kone Lene Adler blev også meget kendt i disse år for at gå nøgen igennem Børsen som protest imod kapitalismen)
Skulpturen er udført i tre forskelige amerikanske stenarter.
Tallet tre er gennemgående i skulpturen tre trin, tre stenarter, tre hoveder og tre ben.
Vejgaard Boldspilklub
Vejgaard Boldspilklub (forkortet VB) er Vejgaards lokale fodboldklub, der blev grundlagt i 1925.
Klubben afholder en årlig turnering ved navn VB Cup, der afholdes weekenden før efterårsferien starter er for U/13 og nedefter.
Her er altid masser af liv, og alle er velkomne. Læs mere her: https://www.vejgaard-bk.dk/
Omnihuset
Vejgaard Ungdomsklub ligger i Omnihuset, som er for 13-18 årige.
Aktiviteter bliver postet på facebooksiden: https://www.facebook.com/pages/Omnihuset/17843541887087.
Det kan være alt lige fra at bage, til diverse sportsturneringer eller reality foredrag fra tidligere Paradise Hotel deltagere.
Udover de faste klubaftener deltager klubben også i forskellige ungdomsskolearrangementer, men vi arrangerer også vores egne ture – her kan nævnes skitur, udenlands-sommerferie, biografture, go-cart og laser game.
Det er gratis, at være medlem i klubben – så kig forbi og se om det ikke er noget for dig!
Vejgaard Østre Skole
Vejgaard Østre Skole er bygget over flere perioder.
Den ældste bygning, sydfløjen, er fra 1927, herefter kommer østfløjen fra 1935 og nordfløjen fra 1963. Disse bygninger er placeret omkring en stor skolegård. I 1986 bygges en idrætshal. Så skolen har både idrætshal og idrætssal. I 1991 og 1995 bygges 2 skolefritidsordninger. I 2001 blev der bygget en ny indskolingsbygning med egen skolegård, hvor Dus 36 er beliggende. Skolen er renoveret og ombygget i 2002 – 2004 og har her fået bl.a. et nyt stort pædagogisk servicecenter.
Vejgaard skatehal
Er du til rollerskate, skateboard, BMX-freestyle eller løbehjul, så er Skatehallen i Vejgård stedet. Det er en af landets allerbedste skatehaller, hvor der også afholdes stævner, konkurrencer og træf/ture. Du skal selv medbringe dit eget udstyr.
Den lille havfrue – Populært spise-/take away sted
Den lille havfrue er et lille lokalt sted ipå Hadsundvej med plads til omtrent 10 spisende gæster, men med fin mulighed for take away samt catering.
Her finder du alt fra salater, sandwich, tex-mex, burger, god dansk mad til vegetarretter.
Et meget yndet sted blandt Vejgaard beboere at købe aftensmaden, hvis det skal gå hurtigt. https://denlillehavfrue.eu/